Kirken

Bryllupper rummer mange skikke og traditioner, og kirken er ingen undtagelse!

De personer, der repræsenterer brudens familie kaldes marskaller. Oprindelig stod marskallerne i kirken i god tid for at hjælpe gæsterne af med overtøjet og anvise pladser.

De forreste kirkebænke er normalt reserveret til de allernærmeste. Brudens familie sidder til venstre for alteret, gommens til højre. Fra helt gammel tid satte kvinderne sig i "spindesiden", altså venstre side, og mændene i "sværsiden", højre side.

Gommen ankommer til kirken sammen med sin far eller forlover mindst 20 minutter før højtideligheden. Gommen går op af kirkegulvet på sin fars eller forlovers højre side, og sætter sig på stolen nærmest alteret i højre side. Gommens far eller forlover sætter sig ved siden af.

Bruden ankommer til kirken sammen med sin forlover, som normalt er hendes far, storebror eller en anden mandlig slægtning. De ankommer, så de kan træde ind i kirken præcis på klokkeslæt for brylluppet.

Ris og korn

Det er skik at kaste ris eller korn over brudeparret, idet ris og korn rummer kimen til en ny spire og på den måde overfører man kraften fra det man kaster efter dem til selve brudeparret - man ønsker at overføre den frugtbarhed, som ris og korn er ladet med, til de nygifte.

Traditionen med at kaste ris over brudeparret, når de kommer ud af kirken stammer helt tilbage fra Romertiden, men blev først indført i Danmark i det forrige århundrede. Man brugte også dadler, nødder og andet, som var kimen til nyt liv.

Men hvad med de små pipfugle, der eksploderer af risen? Dette er en myte, som er svær at aflive, til trods for, at myten er blevet manet til jorden af flere fugle-/dyreeksperter.

I kirken var der risposer til fri afbenyttelse, og de blev flittigt brugt udenfor kirken

Brudens udstyr

Brudens udstyr er et kapitel for sig. Udover kjolen skal hun bære særligt tilbehør, som siges at bringe lykke:

• Noget nyt
• Noget gammelt
• Noget lånt
• Noget blåt

Fundamentalt set skal bruden være iklædt nyt tøj, fordi hun træder ind i en ny verden. Det gamle skal bringe det bedste fra brudens tidligere verden over i den nye, og det lånte skal gerne være lånt af en i forvejen lykkelig gift kvinde, da det så skal smitte af på den nygifte.

Den blå farve står for troskab. Der er også dem, der mener, at man skal have noget rødt på, dels fordi det er kærlighedens farve, og dels fordi den røde farve holder onde ånder borte.

Den hvide kjole

Før 1499 var der tradition for sorte og mørke brudekjoler. Da Anne af England blev gift i 1499 bar hun en hvid brudekjole, for at vise at hun var lykkelig for sin brudgom og glad for at skulle vies. Og det var faktisk starten på traditionen med at bære en hvid kjole på sin bryllupsdag - altså glæde og lykke!

Hvid symboliserer også renhed og uskyld, hellighed og glæde, for i gamle dage var bruden jomfru indtil hun nåede bryllupsnatten.

I overklassen var den hvide brudekjole allerede moderne i middelalderen, men i det 16. århundrede gjorde den røde brudekjole for alvor sit indtog i blandt overklassen. Rød er kærlighedens farve, så det har måske været en af årsagerne til dette farveskifte. Helt frem til slutningen af det 18. århundrede dominerede de røde brudekjoler, men så vendte billedet igen, og den hvide brudekjole har siden været moderne.

Gennem de senere år er kulørte brudekjoler, korte som lange igen blevet mere og mere udbredt blandt brude...

Sløret

Brudesløret havde oprindeligt den funktion, at det skulle tildække gifte kvinders hår. Det var kun ugifte kvinder, der måtte have udækket hår. Først omkring midten af det 19. århundrede blev det sædvane at bære slør til bryllup, og det er også fra den tid traditionen med at rive sløret i stykker stammer fra.

Sløret symboliserer også jomfruelighed og uskyld.

Sko

Gommen må ikke købe brudens sko, da bruden så i følge gammel overtro vil løbe fra gommen.

I 1930'erne og 40'erne var det populært, at en pige samlede en-ører til at købe sine brudesko for. Mønterne skulle være af kobber, fordi dette metal ifølge overtroen bringer lykke, og mange piger startede indsamlingen allerede i konfirmationsalderen. Skikken med at samle en-ører blev i efterkrigstiden mindre udbredt og den forsvandt helt, da en-øren blev afskaffet i 1973. Fænomenet fik dog en kort renæssance, da den nye 25-øre kom på gaden i 1992. Brudesko er ligesom resten af brudens udstyr omgæret af myter og overtro. Eksempelvis siger man, at en brud skal lægge en mønt i sin ene sko, så kommer hun ikke til at mangle penge i sit ægteskab. Ligeledes siges brudeskoene at være et symbol på jomfruelighed. Når gommen tager brudens sko af, er det således et symbol på defloration (sprængning af jomfruhinden).

Strømpebåndet

Strømpebåndet er en gammel praktisk foranstaltning for at holde strømperne oppe. Det var før man havde selvsiddende strømper med silikonekant. Så strømperne var bare lange rør man trak op om benet og bandt fast med et strømpebånd. Dengang var det et "rigtigt" bånd som man ofte bandt i en sløjfe, for at det også skulle være fint. Når manden til et bryllup tog strømpebåndet af sin kone betød det jo at strømperne faldt ned - og så var det tid til at gå hjem i seng.

Et gammelt ritual, som er blevet moderne igen, omhandler strømpebåndet. Man har i mange århundreder haft forskellige skikke i Europa, der handlede om, at brudens strømpebånd skulle tages af og vises frem eller kastes ud til de mandlige gæster. I dag sker det ofte under festen, at manden tager strømpebåndet af konen og kaster det ud mellem de ugifte mænd. Det kan ses som en symbolsk defloration og bringer i øvrigt lykke til den, der griber strømpebåndet. Andre siger at den mand, der griber strømpebåndet, er den næste mand, der skal falde på knæ og fri til sin kæreste!

Vielsesringe

Vielsesringen er en cirkel uden begyndelse og uden ende, og er derfor symbol på evigt troskab, samt at ægteparret nu skal leve sammen for evigt.

I 1300-tallet begyndte man så småt i Norden at udveksle ringe som tegn på, at der var indgået en aftale mellem to mennesker.

Der er stor uenighed, om ringen skal sidde på venstre eller højre hånd. Nogle siger venstre hånd, fordi der løber en stor blodåre direkte fra hjertet og ned i venstre ringfinger. Andre siger højre hånd, fordi man afgiver sit troskabsløfte med højre hånd.

Gammel overtro siger, at den, der først sætter vielsesringen på sin ægtefælles finger under vielsen, vil få magten i ægteskabet.

Forloveren

Traditionen med gommens forlover stammer fra Tyskland i middelalderen. Dengang måtte en mand ofte bryde ind i en nabolandsby for at finde en passende brud. Han ville kidnappe hende og bringe hende hjem til sin egen landsby for at gifte sig med hende der, og til denne gerning var han nødt til at have hjælp af en god ven - en ven med de fornødne kræfter til at hjælpe ham, særligt under vielsen, hvor hendes familie kunne tænkes at forsøge at hente hende hjem igen... deraf traditionen med forloveren.

Forloverens rolle var traditionelt også, at han i tvivlstilfælde kunne bevidne, at vielsen havde fundet sted. Oprindeligt registrerede man nemlig ikke vielser i kirkebøgerne. I dag har forloveren mistet sin juridiske betydning, men er dog fortsat en vigtig støtte for gommen.

Brudepigen & brudesvenden

Brudepiger og brudesvende er ikke fast tradition ved danske bryllupper, men betragtes som et ekstra romantisk islæt. Tidligere havde de dog en vigtig mission, da bruden ofte bar kostbare smykker og derfor skulle beskyttes mod røveriske overfald. De valgtes blandt brudens veninder og gommens venner og var altså voksne mennesker. I dag vælger mange at lade brudebørnene kaste blomster foran brudeparret. Dette skulle i følge gammel overtro sikre et børnerigt ægteskab.

Bryllupskagen

Traditionen siger, at brudeparret sammen skal skære kagen for (med gommens hånd ovenpå brudens) og hver spise to mundfulde af samme stykke.

Det siges at bringe ulykke, hvis ikke samtlige gæster i selskabet smager på kagen.

Bryllupskagens kvalitet og størrelse er ligefrem proportional med den lykke den vil bringe (eller med antallet af gæster den er bagt til!). Kagen skal i følge traditionen være bagt af det fineste mel og lækkerier som nødder, marcipan, mandler, chokolade og honning. Og dens ingredienser er symbol på frugtbarhed og overflod.

Ifølge traditionen skal der ligeledes bages følgende 3 ting ind i kagen: En ring, en mønt og et fingerbøl:

• Den, der får ringen, får lykke
• Den, der får mønten, får rigdom
• Den, der får fingerbøllet, forbliver evig gammeljomfru

Brudevals, slør & strømper

Traditionen foreskriver, at brudeparret skal danse brudevalsen samt forlade festen inden midnat.

I gamle dage symboliserede brudevalsen, at kvinden blev danset ind i sin nye tilværelse som gift. Hun blev danset af de forskellige single kvinder over til sin husbond, og det var ikke længere tilladt at hun dansede med ugifte mænd.

Efter brudevalsen er danset, river gæsterne sløret i stykker, og dem, der får et stykke af sløret med hjem, vil blive ekstra lykkelige i fremtiden. Jo mere sløret bliver revet i stykker, jo mere held i livet vil bruden få.

Samtidig klippes tåen af gommens strømper, for at hindre ham i fremover at gå på frierfødder samt hindre ham i at tante og fjase med andre piger end bruden - han skal ikke gøre sine hoser grønne.

Når alt dette morads er overstået, er det tradition, at bruden danser med sin far og gommen med sin svigermor. Tredje dans danser bruden med sin svigerfar og gommen med sin mor.

Bordherren danser altid første dans med sin borddame. Herefter er der fri rækkefølge.

"Kyssetraditioner"

Gæsterne slår på tallerknerne med bestikket - brudeparret skal stå på deres stole og kysse hinanden

Gæsterne tramper med fødderne - brudeparret skal under bordet og kysse hinanden

Gommen forlader rummet - alle mænd kan nu kysse bruden

Bruden forlader rummet - alle kvinder kan nu kysse gommen

Overtro om vejret

Gommens dag: To dage før brylluppet er det brudgommens dag. Som vejret er den dag, således er hans sind.

Brudens dag: Dagen før brylluppet er det brudens dag, og vejret på denne dag afslører hendes sande personlighed.

Brudeparrets dag: Selve bryllupsdagen er brudeparrets dag, og vejret her fortæller, hvordan deres ægteskab bliver:

Solskin betyder et kærligt og langt samliv

Regn eller sne betyder materiel velstand. Man siger, at det regner med guld i brudens skød

Storm betyder et stormfuldt ægteskab

Gråvejr varsler et ulykkeligt ægteskab, specielt hvis det er gråvejr uden regn

Dåserne på bilen

Ifølge gammel overtro var der dæmoner overalt, og netop i forbindelse med overgange som f.eks. et bryllup havde dæmonerne magt. Dæmonerne kunne dog skræmmes væk ved at larme, så aftenen før et bryllup var det normalt, at man knuste lerpotter, tallerkener og lign. mod parrets kommende hjem. På samme måde blev der larmet, når brudeparret forlod bryllupsfesten. Den tradition kender vi i dag, som dåser hængt bag parrets bil. Det er også frygten for dæmoner, der gør, at gommen bærer sin brud over dørtærskelen, så kommer hun nemlig sikkert ind i sin nye tilværelse.

Dørtærskel

Når bryllupsfesten er overstået og brudeparret kommer hjem, skal brudgommen bære sin brud over dørtærsklen. Dørtærskelen betragtes som stedet mellem to verdener, den gamle og den nye man bevæger sig ind i. For ikke at slæbe noget at det gamle med ind kan bruden blive båret gennem denne port.

Den traditionelle talerække

1. taler er værten/værterne (i "gamle dage" oftest brudens far, men i dag er brud og gom som regel selv værter). Der bydes velkommen, og toastmasteren præsenteres, hvis man har sådan en.

2. taler er brudens far (hvis han ikke er til stede, er det i stedet brudens mor eller en anden nærtstående slægtning)

3. taler er brudgommen

4. taler er forloveren (som evt. også er brudgommens far)

5. taler er brudgommens far (hvis denne ikke allerede har talt)

6. taler kan være bruden

Herefter er ordet frit - normalt vælges tale-rækkefølgen efter, hvor tæt tilknytning taleren har til brudeparret. En tommelfingerregel siger "familien først", dernæst venner og bekendte. Ofte vil nogle af talerne være erstattet af sange eller andre indslag, og så gælder de samme "regler"